17. december 2019
Af: Lasse Kilde Andersen, Henrik Alleslev

Flot finanslov udstikker ny retning og styrker velfærden

Den socialdemokratiske regering har, i samarbejde med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet vedtaget årets finanslovsaftale. I juni gik vi i Socialdemokratiet til valg på en ny og mere velfærdsvenlig retning for Danmark. Vi sagde, at vi ville prioritere velfærd højere end skattelettelser, og det er præcis det, vi har gjort i finansloven for 2020.

 

Gennem Daniel Toft Jakobsen (S), MF, og Henrik Alleslev, gruppeformand for S i Hedensted Byråd, får I her både det landspolitiske og det kommunale perspektiv på finansloven.

Vi er ikke i mål – men vi er stolte

Daniel Toft Jakobsen slår fast, at finansloven ikke løser alle problemer. Målet er endnu ikke opnået – men vi er stolte af den retning, som vi i Socialdemokratiet har udstukket i det nødvendige samspil med vores støttepartier.

”Vi styrker psykiatrien markant, hvilket der har været behov for i rigtig mange år. Vi ansætter flere sygeplejersker, fordi der bliver løbet stærkt – og nogle steder også for stærkt – i sundhedsvæsnet i dag. Vi forbedrer normeringerne i børnehaver og vuggestuer år for år frem imod 2025, fordi vi er overbeviste om, at voksenkontakt og tid til omsorg er helt afgørende for vores mindste,” forklarer Daniel Toft Jakobsen.

Dertil kommer en investering i folkeskolen, der er særligt vigtigt, da en stærk fælles grundskole, hvor vi møder hinanden på tværs af vores forskelligheder, er hjerteblod for os socialdemokrater.

Bedre normeringer

”Det er blevet en aftale med klare fingeraftryk på flere af de elementer den socialdemokratiske byrådsgruppe havde med i den budgetaftale, der for en god måneds tid siden blev vedtaget i Hedensted Kommune,” fortæller gruppeformand Henrik Alleslev.

Noget der i allerhøjeste grad vil sætte sit aftryk ude i kommunerne, er de forbedrede normeringer i daginstitutionerne. Vi satte i det kommunale budget to millioner af til bedre normeringer. Over en periode på 6 år bliver minimumsnormeringerne med den nye finanslov indfaset, så vi får tre børn pr. voksen i vuggestuerne og seks børn pr. voksen i børnehaverne.

”I finansloven for 2020 er der afsat 0,5 milliarder til normeringerne, og finansieringen skal vokse gradvist til 1,6 milliarder i 2025, hvor selve lovkravet træder i kraft,” forklarer Henrik Alleslev.

For Hedensted Kommune betyder de 0,5 milliarder ca. 4 millioner kr. – og i alt 6 millioner med de 2 millioner, vi kommunalt har afsat. Det vil gøre en forskel i daginstitutionerne. Ikke mindst, når beløbet i 2025 nærmer sig 13 millioner.

Vi prioriterer kernevelfærden – og det grønne

 Vi sætter penge af til en mere værdig ældrepleje, fordi alle mennesker har brug for omsorg og nærvær hele livet igennem. Vi vinker farvel til uddannelsesloftet og den tidligere regerings årlige besparelser på uddannelse.

”Vi vil ikke spare på det, vi skal leve af i fremtiden,” fastslår Daniel Toft Jakobsen.

”Kort sagt prioriterer vi kernevelfærden, præcis som vi også prioriterer den grønne omstilling, klimaet og miljøet gennem en lang række ambitiøse tiltag. Til gengæld giver vi ikke skattelettelser.”

Enkelte skatter og afgifter bliver sat op og ligeledes bliver enkelte af den tidligere regerings skattelettelser tilbagerullet. Det betyder, at bl.a. virksomhedsarvinger, hovedaktionærer og forældre, der køber og udlejer en lejlighed til deres børn, fremover vil skulle bidrage lidt mere, end de ellers skulle have gjort.

Den grønne omstilling har fået et markant løft med oprettelsen af Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 milliarder kroner, der skal investeres i bæredygtige projekter og skabelsen af grønne arbejdspladser.

”Det passer rigtig godt med vores vision på området, hvor der bl.a. er store forventninger til samarbejdet med Compas,” fortæller Henrik Alleslev.

Vi vil ikke spare på det, vi skal leve af i fremtiden.

Politik skal betyde noget

Ved Folketingsvalget i juni stemte et flertal af danskerne for en ny politisk retning.

”Det har vi forsøgt at leve op til med finansloven for 2020. For politik skal gøre en forskel. Det skal betyde noget, hvem man giver sin stemme. Og det gør det heldigvis også,” siger Daniel Toft Jakobsen.

Kommunalt er også gruppeformand Henrik Alleslev positiv overfor udviklingen.

”Alt i alt en god finansaftale, som tydeligt viser, vi har fået en regering, der sammen med sine konstitueringspartnere trækker Danmark i en mere socialt balanceret retning,” mener han.

Forventningerne til den nye regering fortsætter – og det gør udviklingen og arbejdet også.

”Der er stadig masser at tage fat på. Men de første skridt er taget – imod et stærkere velfærdssamfund og et grønnere Danmark,” afslutter Daniel Toft Jakobsen.

De første skridt er taget – imod et stærkere velfærdssamfund og et grønnere Danmark.