18. januar 2019
Af: Jacob Ejs

Hedensted kan bygge bro mellem syd og nord

I disse dage er regionerne til tælling. Står det til vores nuværende regering, lukkes der ned for de modeller med regioner og sundhedsvæsen, vi kender i dag.

Regionerne har sat grænser for vores måde at se verden, borgere, mennesker og fællesskab på. Selv bor jeg fem minutter fra grænsen til Region Syddanmark og et stort fællesskab. I min verden er der meget langt til Midtjylland, til Regionssygehuset i Randers og til fællesskabet nordpå.

”Mon ikke det er tid til at rette blikket sydpå, uden at vi holder op med at kigge mod nord? Så det ikke er et enten eller. Så vi kan arbejde på tværs. Være den kommune, som pludselig forbinder nord og syd.”

Alligevel har vi det i Hedensted Kommune med at kigge op. Når vi sammenligner os med de andre kommuner, ser vi nordpå. Når vi arbejder med og samarbejder mellem kommuner, definerer regionsgrænsen vores tilgang, spilleplade og muligheder.

Mon ikke det er tid til at rette blikket sydpå, uden at vi holder op med at kigge mod nord? Så det ikke er et enten eller. Så vi kan arbejde på tværs. Være den kommune, som pludselig forbinder nord og syd.

Ingen af os kender fremtiden. Men et er sikkert. Vores måde at se verden på kommer til at ændre sig, både når det gælder sygehuse, sundhed, turisme og erhvervsliv. Også vores egen opfattelse af, hvad en kommune er og har af opgaver i fremtiden vil ændre sig. Derfor skal vi i Hedensted styre ind i fællesskaber på kryds og på tværs. Vi har gode relationer til Horsens og længere mod nord til Århus. Nu er det tid til at skabe nye fællesskaber, så vi også forbinder mod syd.

Et par spørgsmål til eftertanke:

  • Hvorfor kan Hedensted ikke være med i Trekantomådet Danmark, samtidig med at vi er en del af Business Region Århus?
  • Hvorfor ikke skabe et turistsamarbejde både mod nord og mod syd, så vi bygger tæt bro til vores sydlige naboby og hele området med Jelling, Legoland og aktive turistattraktioner?
  • Hvorfor ikke være den kommune, der bygger bro mellem nord og syd og ser verden, efter at regionsgrænser og gamle strukturer er nedbrudt?

I Hedensted har vi en særlig tilgang til forandring. Det er nærmest en præmis, at vi skal flytte os og se nye muligheder. Vi har gennem de seneste år arbejdet med innovation, handlekraft og nye modeller for det kommunale. Nu er det tid til, at vi går foran i en revolution i forhold til det regionale landkort.