01. oktober 2018
Af: Hanne Grangaard

Inklusions-penge skal følge barnet

Vi går mere op i faglighed end nogensinde før. For alle vores børn/elever skal undervises, så de bliver ”robuste” og kan lære mest muligt, for på sigt at tage en uddannelse og komme videre ud på arbejdsmarkedet. Men hvad menes der egentlig? Forstår vi det ens? Eller er der forskellige tolkninger på dette?

Når det handler om det rent faglige i dansk, matematik, tysk, engelsk osv., er jeg slet ikke i tvivl. Mere frihed til lærerne i deres undervisningsmetoder. Nationale tests og detaljerede, individuelle undervisningsplaner er teoretisk set vældig gode ideer. Men begge dele kan være med til at give en ensrettethed, der gør, at undervisningen peger mod den retning, som testen gerne vil pege hen imod. Det kan blokere for det inspirerende og impulsive i undervisningen.

Alt skal i dag måles. Det kan være fremmende for mig som lærer, når jeg kan bruge det som et arbejdsredskab, men ikke altid, når jeg skal sammenlignes med andre tal/skoler/elever. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man nu som skole kan modtage en masse penge, hvis man kan får karaktererne til at stige. Som en pige sagde: ”De andre ser ned på mig, når jeg ”kun” får 4”. Det er en bekymrende udvikling. Hvor er inklusionen tænkt ind?

Mere frihed ud på skolerne, mere frihed til lærerne og pædagogerne. Men hvad når det gælder inklusion? Selvfølgelig ved personalet, hvor der er brug for hjælpen til det enkelte barn. Men hvornår er det et inklusionsbarn? Her kan der rundt på skolerne været meget forskellige opfattelser og meget forskellige vilkår.

Skolerne ved bedst, eller…

Netop på det punkt besluttede Hedensted Kommune i Udvalget for Læring, at skolerne selvfølgelig ved bedst. Derfor skulle inklusions-pengene ud på skolerne, og i årene 2011-13 blev ca. 78 millioner kroner årligt gradvist fordelt rundt på skolerne. I praksis vil det sige, at det er overladt til hver enkelt skoleleder at gennemføre inklusionen, som han/hun mener, det er bedst.

Men tiden har vist, at forskellighederne omkring inklusion her er massive. Nogle skoler sender millioner videre til året efter (sparer op), imens andre ser millioner i underskud ved skoleårets afslutning. Min pointe er: Bør vi ikke igen få en central pulje, så vi sikrer, at pengene følger det barn, som har brug for hjælpen? Som det er nu, så virker det, som om de 78 millioner kroner (næste år er der et engangsbeløb på 5 millioner kroner ekstra i puljen) på nogle punkter er blevet en del af den normale drift, og det var ikke meningen. Jeg kan ikke forstå, at man kan spare op af inklusionspengene, for aldrig før har der været så meget brug for dem, som der er nu.

Hvordan bruger man så inklusions-kronerne? Ja, hvis det er at indrette klasselokalet, så elever med koncentrationsbesvær får specielle arbejdspladser, er det, hvad pengene bruges på. Og hvis skolelederen synes, det er mest optimalt med mere arbejdskraft, så der kan blive ekstra tid til dem, der skal inkluderes, bliver pengene brugt som lønkroner til ekstra lærere eller pædagoger. Begge dele er for mig helt i orden.

Teoretisk set perfekt, men…

Som med de nationale tests og de detaljerede, individuelle undervisningsplaner lyder det altså teoretisk set helt perfekt. Problemet er blot, at der ikke er nogen ”kontrol” med, om de penge, vi har øremærket til inklusion, bliver brugt efter hensigten. For den eneste betingelse, byrådet har sat for bruttotildelingen af inklusions-penge til folkeskolerne er, at regnskabet går op. Det kan give en meget bred fortolkning af, hvad der gavner inklusionen, altså de børn, der har mest brug for den. Derfor syntes jeg, at en central pulje, der følger børnene til en specifik opgave vil være den optimale løsning. Pengene skal følge barnet.

”Det vigtigste er, at ressourcerne følger de børn, der har mest brug for hjælpen”

Beder jeg nu om mere kontrol? Ja, det gør jeg faktisk. Og samtidig kunne jeg godt tænke mig at foreslå, at kun halvdelen af de penge, vi sætter af til inklusion, går direkte ud i skolernes kasse med pligt til at redegøre for, hvad inklusions-kronerne er brugt til. Den anden halvdel kan blive lagt i en pulje, som kan søges til formålet. Det vil bidrage til, at de skoler med flest inklusionsbørn sikres betingelser, så barnet får så optimale muligheder, som det nu kan lade sig gøre.

Men er det ikke mindre i stedet for mere frihed til skolerne? Jo, måske på det økonomiske. Men det vigtigste i denne sammenhæng er altså de børn, der skal inkluderes.