24. april 2019
Af: Nej tak til Løkkes mindstelønninger

Nej tak til Løkkes mindstelønninger

Socialdemokratiet siger klart nej til statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Det vil være et alvorligt brud med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor spørgsmålet om blandt andet løn aftales i forhandlinger mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Rundt om i verden kigger man misundeligt på vores arbejdsmarkedsmodel. Den har sikret et velorganiseret arbejdsmarked, hvor der er tillid mellem fagbevægelse og arbejdsgivere. Og den har sikret danske lønmodtagere en løn, som er til at leve af.

”Der er nemlig en tendens til, at en lovbestemt mindsteløn hurtigt bliver opfattet som et lønloft”

Vi er meget bekymrede for, at en lovbestemt mindsteløn vil føre til lavere lønninger. Der er nemlig en tendens til, at en lovbestemt mindsteløn hurtigt bliver opfattet som et lønloft, så det bliver sværere for lønmodtagerne at kæmpe sig til højere løn.

Vi ser da også, at lønningerne for eksempelvis faglærte og ufaglærte er højere i Danmark end i mange andre europæiske lande, hvor man har lovbestemte mindstelønninger – og hvor fagbevægelsen står langt svagere, end tilfældet er i Danmark.

Lars Løkke mener, at en lovbestemt mindsteløn vil løse problemet med social dumping. Det er meget tvivlsomt. Og det er påfaldende, at han bruger social dumping som undskyldning, da kampen imod social dumping ellers ikke ser ud til at have optaget regeringen specielt meget.

Socialdemokratiet vil overlade det til arbejdsmarkedets parter at forhandle løn og i stedet bruge kræfterne på at sikre flere ressourcer til kontrollen med udenlandske virksomheder, arbejdsmiljøet og til kampen mod social dumping i det hele taget.