22. oktober 2018
Af: Daniel Toft Jakobsen

Stop udhulingen af den nære velfærd

Der bliver de kommende år flere børn og ældre i Danmark. Sådan er det over næsten hele landet, og Hedensted er ingen undtagelse.

Det er af mange grunde enormt glædeligt, at vi bliver flere børn og ældre. Men det er vigtigt at sørge for, at velfærden kan følge med. For der bliver flere ældre, som skal have støtte i hverdagen. Og der bliver flere børn i vores daginstitutioner, som skal mødes af engagerede pædagoger.

Det er her, vejene for alvor skilles i dansk politik. Vi socialdemokrater insisterer på, at pengene skal følge med, når der bliver flere børn og ældre. Desværre vil regeringen slet ikke investere i det omfang, der er nødvendigt, hvis vi bare skal fastholde den velfærd, vi kender i dag.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der de seneste tre år er blevet 13 procent flere over 70 år i Hedensted Kommune. Og ser vi nogle år ud i fremtiden, vil det tal blive endnu større. Samtidig viser en analyse som AE-Rådet lavede i sommers, at fra 2018 til 2025 vil antallet af børn i Hedensted Kommune stige med mellem 8 og 12 procent.

Hvis ikke vi afsætter flere penge, så vi kan ansætte flere medarbejdere, risikerer vi, at velfærden bliver forringet. For så skal pædagogen i daginstitutionen stå med endnu flere børn, og hjemmehjælperen skal fordele sin tid på endnu flere ældre.

“Regeringens politik betyder, at hver gang vi bliver 100 flere ældre, er der kun afsat penge til, at cirka 50 af dem kan få den pleje, de har behov for”

Regeringens politik for de kommende år betyder, at hver gang vi bliver 100 flere ældre, så er der kun afsat penge til, at cirka 50 af dem kan få den pleje, de har behov for. Regeringen lægger ganske enkelt op til en offentlig vækst, der er for lille til at dække det såkaldt demografiske træk i form af flere børn og ældre.

Penge og dermed tid til flere børn og ældre

Det er selvfølgelig uholdbart. Det betyder forringet velfærd for borgerne. Og det betyder, at vores offentligt ansatte – eksempelvis pædagogerne og hjemmehjælperne – skal løbe stærkere og stærkere.

Det vil vi ikke være med til. Og faktisk har vi penge til at sikre en ordentlig velfærd, hvis bare vi prioriterer velfærden frem for eksempelvis lavere skat. Lad os derfor stoppe udhulingen af velfærden og sikre, at kommunerne har penge nok til at tage hånd om det stigende antal børn og ældre.