Det er en rigtig fin udnyttelse af den grund, der blev tom, fordi det daværende Hedensted Byråd i 2016 besluttede at fjerne den kommunale forvaltning fra Uldum og flytte den til Tørring. Den beslutning er vi stadig lidt trætte af her i Uldum, men er vi meget glade for den nye midtbyplan og byggeplanerne på Rådhusgrunden.
Og jeg har lyst til at minde om, at Uldum på andre måder er en stor landsby i udvikling.
Uldum er Hedensted Kommunes største erhvervsby, målt op mod antal indbyggere. Vi er ca. 1400 borgere i byen, og der er ca. 700 arbejdspladser, efter at rådhuset er væk.
Der er god vækst i arbejdspladser, først og fremmest hos “Jysk” og “Dechra”, men også i byens mindre virksomheder er der gang i den trods corona-krise. Væksten vil fortsætte i højere tempo, når samfundet åbner helt igen.
Det er vigtigt, at vi har øje for at skabe udvikling
Men et sted står væksten næsten stille, måske fordi varehylden med byggegrunde er tom. Vi har et område ved Lille Kongens Ager, der er lokalplanlagt, og stamvejen er lavet. Her skal bare sættes gang i byggemodningen, så har vi 10-12 byggegrunde.
Den byggemodning håber jeg at få med på næste års kommunale budget, så Uldum kan fortsætte sin spændende rejse ind i en fremtid med vækst i både indbyggertal og arbejdspladser.
Det er nemlig vigtigt, at vi som byråd har øje for at skabe udvikling, ikke bare i Uldum, også i andre bysamfund uden for centerbyerne.
Claus Thaisen, Åparken 20, Uldum, S-medlem af Hedensted Byråd