02. juli 2019
Af: Jacob Ejs

Velfærd – det er også den indsats, du selv leverer

Hvad forstår du ved velfærd?

Er det velfærd at mødes sankthansaften omkring bålet og fejre fællesskabet og de menneskelige relationer? Er det velfærd, at vi bor i et land, hvor der er frihed til at sige, hvad vi vil, og stille op til valg på markante budskaber (og får millioner i vederlag, hvis man bliver valgt)? Er det velfærd, at vi kan tro og synes, som vi vil? Er det velfærd, at vi har tryghed, lighed og frihed for alle borgere?

Velfærd bliver i dag defineret som noget, ”det offentlige” leverer til os.

Velfærd er kommet til at handle om, hvad vi kan få nu, og hvordan vi kan få mere.

Velfærd går derfor ud på, hvordan staten, regionen og kommunen løser vore problemer.

Men måske bør velfærd mere handle om rammer og sammenhæng. Måske er det os selv, der skal fylde hullet ud og skabe velfærden.

Sådan som man ofte ser det i de mindre samfund ude på landet. Med fællesskaber rundt om i den lille by. Med fælles projekter omkring forsamlingshus (hvis man har et), sportsplads (hvis den er der endnu), byfest, sankthansbål.

”Nu skal du høre, hvad vi tænker, at du kan gøre…”

Jeg kan godt lide historien om Mads Fuglede, nu hjemvendt Venstre-politiker, som flyttede til en mindre by i USA. Den dag, han var ved at flytte ind, fik han besøg af naboen. Hun bød ham og hans familie velkommen og havde lavet varm mad. Varm velkomst. Personlig og hjertelig. Samtidig ville hun lige sikre sig, at han tog med ned i kirken næste dag. Det gjorde han, og der fik han at vide, hvad tilflytterne kunne/burde/skulle bidrage med. ”Nu skal du høre, hvad vi tænker, at du kan gøre…”

Så var de med. Hurtigt integreret. De tog del, og de tog fat. For en dansker virker det ganske grænseoverskridende. ”Næh du, den slags har vi kommunen til…med mindre vi da kan få en pose penge til vores projekt”.

Nu kan jeg pludselig tydeligt høre indvendingerne fra den særdeles skeptiske læser:

”Jamen, alt det der siger han bare, fordi han og hans kolleger i byrådet skal i gang med at lægge et besværligt budget og er nødt til at spare nogle steder. Og så skal vi åbenbart selv til at tage over. Er det også, når vi bliver arbejdsløse eller syge eller kommer ud for en ulykke? Skal vi virkelig have amerikanske tilstande?”

”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig…”

Næh, jeg vil altid gå ind for, at samfundet skal hjælpe dem, der har behov for det – de svage, de syge, de uforskyldt arbejdsløse, de fattige. Det er slet ikke dem, jeg gerne vil have til at tænke sig om og måske huske på John F. Kennedys ganske vise ord: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg, hvad du kan gøre for dit land”. Jeg kan så tilføje ”….og for din nabo, din landsby, dit kvarter og dine omgivelser i det hele taget”.

Det vil nemlig også være til gavn for dig selv.

Det er sådan, de har gjort i mange af de mindre byer i vores herlige Hedensted Kommune. Der er også nogle, der har gjort det i de lidt større byer. Men det ville være dejligt at få endnu flere med. Her til lands behøver de ikke møde op i kirken for at få besked om, hvilken indsats der er brug for. De kan bare spørge en af de lokale ildsjæle, for den slags findes heldigvis alle steder.