06. oktober 2025
Af: Liselotte Hillestrøm

Decentral struktur lokalt – central administration

Debatten om vi skal samle vores administration på færre adresser, opstår ofte når vi har skullet finde besparelser.

Det har og er altid vores holdning, at skal vi finde besparelser, så bør vi starte med at kigge på, om vi kan administrere mere effektivt, inden vi kigger på den borgernære velfærd som f.eks. børnepasning, skoler og ældrepleje.

Det ikke kun om økonomi, men det handler også om rekruttering og fastholdelse af personale. I dag flytter personale ikke efter jobbet – der er mange der har lang transporttid.

Derfor skal vi også i forhold til den centrale administration se på, hvordan vi mest effektivt kan rumme medarbejderne fysisk.

Vi er en kommune, der bygger på et decentralt fundament, hvor den borgernære service, som pasning af vores børn, vores folkeskoler og vores ældreomsorg, skal leveres så tæt på borgerne som muligt. Men en decentral administration med mange lokationer, placeret i hver sit hjørne af kommunen, er både dyr og en hindring for at samarbejde på tværs af de kommunale forvaltninger. Der går mange timer og smidige processer tabt i den manglende synergi, de spredte arbejdspladser medfører.

Jeg tænker, den rigtige løsning er, at samle vores centrale administration i Hedensted.

Liselotte Hillestrøm
Kurparken 7, 7130 Juelsminde

Socialdemokratisk medlem af Kommunalbestyrelsen i Hedensted kommune