04. oktober 2025
Af: Finn Kejfe Abrahamsen

Gang i bymidten i Hedensted?

I mange år har vi i Hedensted talt om at få udviklet vores bymidte – men nu skal vi videre..

Det tidligere byråd satte hele 77 millioner kroner af til projektet, og der var store planer på tegnebrættet: en udvidelse af tunnelen under banen og byggerier. Men planerne faldt til jorden, og siden har vi set flere forslag med lejligheder og butikker, som heller ikke blev til noget.

I 2019 blev Horsensvej renoveret, og en arbejdsgruppe blev nedsat for at hjælpe kommunen med en ny midtbyplan. Gruppen fik sat mange gode initiativer i gang – blandt andet med en skattejagt, en plakatkampagne og senere en basketballbane, udstilling for borgerne og seneste en børnefestivallen, som jeg forventer nu bliver en fast årlig tilbagevendende begivenhed.

Det er alt sammen gode tiltag, men hvis vi skal være ærlige, så er det stadig langt fra det byliv og bymidte mange af os havde håbet på. Med den nylige renovering Trykkerparken, og lidt spontane byrumsmøbler og den årlige sandkasse på torvet– Så føles det stadig ikke som en rigtig bymidte.

Hedensted er kommunens største by, og den burde være et fyrtårn for hele området. Vi mangler et sted, hvor man kan mødes – unge som ældre. Et sted med liv, caféer, kultur og tryg trafik. Et sted, hvor man har lyst til at blive hængende, og naturligvis med et kulturhus som udgangspunkt for en attraktiv midtby i Hedensted.

Der findes allerede en midtbyplan på 44 sider fyldt med gode tanker og ideer. Nu er det på tide, at vi går fra ord til handling. Efter alle de undersøgelser, møder og gode kræfter, der har været involveret, skylder vi os selv og hinanden at få sat gang i udviklingen – så vi kan få den bymidte og et kulturhus som Hedensted fortjener.