Efter Operation X: Jeg håber, vi politikere snart vågner op, for det er arbejdsmiljøet og ‘økonomi frem for mennesket’, det er galt med

Så er der igen trængsel ved håndvasken.

Tirsdag 31. oktober sendte TV 2 programmet “Operation X: Nødråb i natten”, som viser omfattende forråelse og svigt af nogle af de mest sårbare borgere.

Her er det på to bosteder i henholdsvis København og Vojens, og man håndterer svigtene ved at fyre medarbejdere.

Hvad med ledelsen, der skal være garant for den kultur og etik, der er på bostedet eller i forvaltningen?

En rigtig vigtig dokumentar om forråelse på handicapområdet. Lignende historier kan desværre findes i massevis, hvor handicappede og deres pårørende dagligt kæmper for at blive hørt, for at få den nødvendige hjælp og støtte.

Det er ikke et spørgsmål om, at nogen i velfærdssystemet skal efteruddannes. Det handler om helt elementær menneskelighed og etik.

Det er resultatet af mange års kortsigtede besparelser, som ingen vil tage ansvaret for, og et menneskesyn, der på ingen måder kan beskrives som ligeværdigt.

Nu sendes hele ansvaret til Christiansborg, men som kommunalpolitikere har vi også ansvar.

Det er god skik, at politikere ikke “blander sig” i forvaltningsarbejde, eller hvordan plejehjem, bosteder, skoler og institutioner ledes. Vi laver flotte politikker om bl.a. det gode børne-, unge- og ældreliv samt fine pejlemærker.

Der er ingen tvivl om, at langt de fleste, hvad enten det er direktører, chefer, ledere eller medarbejdere, hver dag kæmper og gør et rigtig godt stykke arbejde. Men der er alligevel sket et skred i samfundet, en forråelse og en form for forudindtagethed i forhold til udsatte borgere og familier.

Det kan være holdninger som, at forældre ikke kan acceptere og give slip på deres handicappede børn, når de fylder 18 og bliver myndige – det er programmet “Et råb i natten” et ekstremt eksempel på årsag til.

Det kan være holdninger som, at forældre vil bare have tabt arbejdsfortjeneste, så de kan gå hjemme, hvilket er en voldsom påstand. Jeg kender ingen forældre, der ikke gerne vil bytte tabt arbejdsfortjeneste med deres børns udfordringer og diagnoser.

Og holdninger som, at det er det specialiserede område, der udhuler kommunernes økonomi, spreder en accept og blåstempler den måde, hvorpå vi møder og behandler borgere, der er udsatte og afhængige af andres hjælp.

Jeg glæder mig til den dag, hvor pårørende bliver taget alvorligt med deres bekymringer. Det er helt absurd at “nogen” først anerkender problemerne, når medierne går ind i sagen.

Sådanne situationer rammer desværre bredt, men jeg håber, vi politikere snart vågner op, for det er arbejdsmiljøet og “økonomi frem for mennesket”, det er galt med – og det gælder også på andre områder.