02. december 2025
I går afholdt vi det konstituerende møde i kommunalbestyrelsen.
Mødet markerer starten på den nye valgperiode, hvor vi godkender valgresultatet, fordeler udvalgsposter og fastlægger den politiske organisering for de næste fire år.
Jeg er blevet valgt ind i Økonomiudvalget – Udvalget for Økonomi & Erhverv – som består af borgmesteren og 6 øvrige medlemmer. Det betyder, at jeg får min del af ansvaret for blandt andet økonomi, budget og tværgående beslutninger, som sætter rammen for mange af de forhold, der påvirker hverdagen for kommunens børn og unge – et område, der fortsat er min klare mærkesag.
Derudover er jeg indtrådt i valgbestyrelsen, som har ansvar for at afvikle alle valg og folkeafstemninger i kommunen på en tryg og korrekt måde.
Det er de områder, jeg konkret kommer til at arbejde med i den kommende periode. Samtidig indgår det som del af et større fælles ansvar i kommunalbestyrelsen, hvor mange andre udvalg og politiske spor er med til at løse opgaverne bredt i kommunen.
Med konstitueringen på plads er fundamentet lagt for det arbejde, vi nu går i gang med – herunder at skabe stærke vilkår og god trivsel for børn og unge.