Unge, fællesskab og den manglende stemme i Hedensted

Lørdag formiddag deltog jeg som repræsentant for Socialdemokratiet i et morgenmøde arrangeret af Hedensted Fællesråd i Drivhuset. Et veltilrettelagt møde, hvor bestyrelsen præsenterede deres arbejde med at binde byen sammen og skabe vækst og udvikling i Hedensted Midtby.
Efterfølgende deltog jeg som publikum i et større vælgermøde i den gamle Spar-bygning – igen med fokus på Hedensted Midtby og dens fremtidige udvikling.

De unge blev flere gange nævnt under møderne, men argumentationen for hvordan og hvorfor de skulle inddrages, var enten minimal eller uklar. Det stod dog tydeligt frem, at der var enighed om én ting: De unge skal høres, inden vi handler.
Min umiddelbare observation – og nysgerrighed – blev derfor: Hvordan vil man konkret gøre det?

Begge arrangementer var velorganiserede og viste tydeligt, at lokale kræfter brænder for at skabe et aktivt byliv.
Men jeg savnede én vigtig stemme i samtalen: de unges.

Da jeg stillede spørgsmålet til panelet: “Hvordan vil I finde ud af, hvad de unge har brug for – og hvordan vil I komme i kontakt med dem?”, lød svarene pæne og velmenende.
Der blev talt om elevråd, skoler og ungdomsuddannelser som indgang til dialog.
Men efter mange år i arbejdet med unge mellem 14 og 20 år ved jeg, at virkeligheden er langt mere kompleks.

De fleste unge søger efter 13-14-årsalderen gradvist væk fra de klassiske foreningsorganisationer og mere i retning af de individualistiske fritidsformer – som fitness, løb eller selvorganiserede aktiviteter.
Mange vælger også at danne deres egne små fællesskaber, hvor der er et fælles tredje: knallerter, gaming, eller bare samvær i private hjem, byens indkøbscentre, parker eller shelterområder.
Og så er der en gruppe, der vokser år for år: de sårbare unge, der kæmper med ensomhed, angst eller blot følelsen af ikke at høre til. De har brug for, at vi møder dem dér, hvor de er – ikke hvor vi ønsker, de burde være.

Når man i den offentlige debat nævner elevråd og skoler som løsningen, taler man i virkeligheden til en lille, ressourcestærk gruppe – de unge, der allerede kan og vil blive hørt.
Men flertallet af de unge, som kæmper med mistrivsel, ser sjældent sig selv repræsenteret dér.
Det kræver mere end gode hensigter – det kræver professionelle relationer og nærvær.

De medarbejdere, der dagligt arbejder med unge i fritids- og ungdomsmiljøer, har både kompetencerne og netværket til at skabe den kontakt. Men det kræver, at kommunen tør prioritere og støtte disse miljøer aktivt.
Vi skal ikke starte med et projekt – men med en relation.

Derfor foreslår jeg, at Hedensted Kommune etablerer en fælles kultur- og fritidsramme for de mindre, nicheprægede ungdomsmiljøer.
En bygning, hvor fx bokseklubben, skaterne, karateudøvere, BMX’ere eller unge med interesse for mekanik kan have deres faste base – uden urimelige huslejer og medejerskab til stedet.
Et sted med værksted, lounge og plads til at skabe, eksperimentere og hænge ud.
Et sted, hvor man kan være ung – uden at blive overvåget, målt eller vurderet.

Kulturen og ungdomslivet ændrer sig fra generation til generation, men behovet for at høre til er det samme.
Hvis vi som kommune vil sikre fremtidens arbejdsstyrke, iværksættere og ledere, må vi starte med at give de unge et sted at danne sig – menneskeligt, socialt og kulturelt.

Det kræver mod at prioritere fællesskaber, der ikke altid larmer højest.
Men netop dér – i de små miljøer – spirer de fællesskaber, der senere bærer et samfund.

Allan Mølgaard Grosbøl

Constantiavej 22

8722 Hedensted

Socialdemokratiet – Hedensted

Kandidat til Kommunalvalget 2025