
Vi står over for et valg til kommunalbestyrelsen d. 18. november og mange byder ind med tanker og visioner for vores kommune. Nogen vil udvide og andre reducere og meget er funderet i tal og beregninger.
Men i alle tal, strukturer og systemer er der én ting, vi aldrig må glemme: Det handler om mennesker. Når vi diskuterer velfærd – skoler, handicappede, sundhed, ældreomsorg eller fritidsliv, må vi ikke reducere virkeligheden til økonomiske kolonner og effektiviseringsmål. Bag hvert punkt på dagsordenen står der mennesker, familier og skæbner.
Tryghed, trivsel og fællesskab er 3 ord jeg har meget fokus på, både i mit daglige arbejde i boligforeningen og i mit virke i kommunalbestyrelsen… men det kommer ikke af sig selv. Det skabes af relationer. Af pædagogen, der giver et barn den ekstra hånd i garderoben. Af træneren, der ser den stille dreng på holdet. Af hjemmehjælperen, der bruger to minutter mere, fordi det betyder alt. Af naboen, der banker på og spørger: “Hvordan går det egentlig?”
Det er disse mennesker, der hver dag får vores samfund til at hænge sammen. Alligevel er det netop dem, der ofte står forrest, når der skal spares. Det skal vi ikke blive ved med at acceptere.
Vi skal turde investere i mennesker – ikke bare i mursten, systemer og bundlinjer. For vores styrke som samfund måles ikke i regneark, men i hvordan vi tager hånd om hinanden. Om vi formår at give alle børn en god start i livet, om de ældre kan opleve en værdig hverdag og om at ingen skal stå alene.
Når politik og prioriteringer træffes, skal vi stille det mest grundlæggende spørgsmål først: Hvad betyder det for mennesker? Ikke hvordan det ser ud i et regneark, men hvordan det føles at være den det handler om.
Det skylder vi hinanden at huske på.
For det er ikke systemet, der bærer mennesket. Det er mennesket, der bærer systemet.
Henrik Alleslev
Bankagervej 60, Ølsted
8723 Løsning
Kommunalbestyrelsesmedlem i Hedensted Kommune S
Kandidat til kommunalbestyrelsesvalget i Hedensted Kommune S