
Daugård Skole gør det godt. På resultaterne, på trivslen og på undervisningen.
Og så er skolen ikke så stor – og det giver en masse fordele. Ressourcerne står klar, og der er ikke langt fra opgave til handling. Gennem årene har Daugård bevist, at en af kommunens mindre skoler kan levere på tryghed, undervisning og sammenhæng. Det er et af de gode argumenter for at holde fast i de lokale skoler.
Men mens presset vokser på Hedensted Skole – var det så ikke en idé at give familierne i de nye udstykninger i Lille Dalby og oplandet flere alternativer og et bedre skolevalg?
Når vi nu arbejder på at udvide den gode skole i Hedensted – kunne muligheden så ikke være Daugård?
Lille skole, nærhed, tryghed – og mere ejerskab for hinanden.
Vejen fra Lille Dalby til Daugård er den samme som til midtbyen.
Og chancen for, at vennerne både kan nås i Daugård og hjemme på vejen, er ret stor.
Jo – men det går jo ikke bare sådan at lave om på vores skoledistrikter.
For en som mig, der ikke politisk sidder i Læringsudvalget, er det nemt at sige: Hvorfor ikke?
Dette forslag har faktisk været på bordet flere gange gennem årene – både fra lokale skolebestyrelser og forældre, som kan se logikken i at udnytte den ledige kapacitet i Daugård.
Var det ikke tid til at give vores skoledistrikter et eftersyn – med nogle friske 2026-briller?
Der sker jo meget for tiden. Verden rykker sig. Udfordringerne står i kø, mange ting er blevet sværere – og skoleområdet er udfordret.
Vi skal udbygge og arbejde med at skabe en større skole i Hedensted.
Virkeligheden er, at forældrene i området flytter børnene videre – til privatskoler i Vejle og til de lokale friskolealternativer.
Når man nu er fan af det lokale og det nære – og vi har en skolemodel, der kan noget ift. de små versus de store – skal Daugård så ikke have en chance?
For at løse opgaven.
Nogle gange er det en fordel ikke at være helt så klog.
Men logikken her er til at få øje på:
Vi har plads i Daugård – og rum til at tage os af flere børn.
Velkommen i Daugård.
Jacob Ejs, Socialdemokratiet
Kandidat til Byrådet for Daugård, Ørum og Hedensted