Tilbage i lygtepælene

For otte år siden var jeg i gang med min første valgkamp. Jeg stillede op til byrådsvalget for første gang – for min lokale landsby Daugård (et sted mellem Vejle og Horsens) og for Socialdemokratiet. Det havde jeg mod på, lyst til – og en idé om, at jeg kunne skabe resultater for byen, for kommunen og for mennesker.

– Nu er der valg igen – og det er tid til at mærke efter og gøre regnebrættet op.

Jeg husker stadig den dag, jeg hang valgplakater op i de lokale lygtepæle. For at sige det ligeud – jeg var ved at få et regulært nervesammenbrud. Tænk at hænge deroppe i lygtepælen, stille sig frem og eksponere sig selv.

Jeg var ærligt talt også en af dem, der havde det svært med gademøder, den røde jakke og de mange roser. Ikke fordi farven eller partiet var et problem – men fordi jeg, dybest set, ikke bryder mig om at stille mig frem. Så mens en række af mine gode kolleger havde det som en fisk i vandet, fra ponyridning til lommetørklæder – kæmpede jeg med det.

Og sådan er det stadig. Jeg er vild med arbejdet i det kommunale maskinrum. Jeg elsker opgaverne og de mange ting, vi løser sammen i kommunen. Jeg har enorm respekt for vores dygtige ledelse – og jeg er stolt af alt det, Hedensted Kommune lykkes med.

Modsat en række af mine politiske kolleger rundt om i landet, er jeg ikke imod. Jeg er for. Jeg ser først og fremmest alt det, vi kan – og alt det, der virker.

Men ved du hvad – det er en dårlig model for en politiker.

* Det duer ikke at være moderat – for kompromiser giver ikke profil og synlighed.
* Det er lettere at være vred, være imod og finde alle hullerne i osten.

Grundlæggende er jeg nok helt galt på den. Jeg sidder i byrådet og tror stadig på, at det er kommunens bestyrelsesrum. At det – ligesom i virksomhederne – handler om at arbejde sammen for kommunens bedste. At stå på vagt for både mine naboers hverdag og behov – men også dække ryggen for de 4.000 medarbejdere, der hver dag kæmper for dig og mig.

Vores byråd er fyldt med gode mennesker. Jeg har stor respekt for hver af dem. Jeg er ligeglad med, om de kommer fra SF eller DF – for jeg kan se, hvad de bidrager med, hvilke nye perspektiver de bringer, og hvad de arbejder for.

Og her begynder den indbyggede modsætning. For når vi går til valg, skal vi fokusere på det, der skiller os – ikke det, vi løser sammen.
Om lidt begynder uenighederne, og vi fører valgkamp på løfter og slogans. Mit eget parti vil gå forrest – og love alt fra guld til en grønnere kommune.

Måske er der stadig plads til en af dem, der ikke vil slås – men vil samarbejdet og samtalen.

Politik er ikke for helt almindelige mennesker – det kræver en diagnose eller to – og en særlig robust natur.

Nu har jeg så valgt at tage en tur i lygtepælene i Daugård igen.
Jeg vil kæmpe for samarbejde, for den gode tone – og for de resultater, vi kan skabe i fællesskab. Og så glæder jeg mig mest til at tage plakaterne ned igen – og komme tilbage i arbejdstøjet